Salgs- og leveringsbetingelser

Salgs- og leveringsbetingelser til download

Anvendelse og afgrænsning
Nedenstående salgs- og leveringsbetingelser finder anvendelse for alle kontrakter, tilbud, ordrer, ordrebekræftelser, salg og leverancer fra Vitfoss i det omfang, betingelserne ikke er fraveget ved anden skriftlig aftale.

Aftaleindgåelse
Aftale indgås ved Vitfoss’ opfyldelse af ordrer/bestillinger afgivet af køber, ved indgåelse af skriftlig kontrakt eller ved Vitfoss’ fremsendelse af bekræftelse på ordrer afgivet af køber.

Enhver leverance fra Vitfoss’ side sker under forudsætning af, at det leverede skal anvendes af køber eller købers slutbruger. Køber er uberettiget til at overdrage sine rettigheder og forpligtigelser i henhold til den indgåede aftale til tredjemand.

Priser
Alle priser er ab produktionssted/lager, dog undtaget V-mærkede produkter, som sendes franko med post.

Alle priser er i danske kroner ekskl. moms og andre skatter/afgifter samt eventuelle paller. Prisen er noteret pr. enhed eller 100 kg med mindre, andet er skriftligt aftalt.

Prisfastsættelse sker på grundlag af gældende priser på tidspunktet for aftaleindgåelsen eller på baggrund af tilbud.

Mindste kvantum
Mindste mængde af kundespecifikke varer pr. produkt er en palle. Pallestørrelserne (dvs. antal småsække pr. palle) er afhængig af sækkestørrelsen (antal kg/sæk) og kan oplyses i de enkelte tilfælde ved henvendelse til Vitfoss. Ved storsække eller big bags er minimumkvantum 1000 kg. Ved løs levering er minimumskvantum 3.000 kg.

Der laves ikke anbrud på kundespecifikke varer. Standardsortimentet for Landmix og Kvægmix fremgår af den varespecifikke side og disse varer kan leveres i mindre kvantiteter mod betaling af anbrudstillæg. Der er ligeledes anbrudstillæg på typemineraler og udvalgte råvarer. Supplementsprodukter og V-mærkede produkter kan leveres i mindre kvantiteter end hele pakningsstørrelser.

Leveringstidspunkt
Vitfoss tilstræber at foretage udlevering af bestilte produktionsvarer inden for fire arbejdsdage efter modtagelse af bestilling, såfremt bestillingen er Vitfoss i hænde senest kl. 15 på en hverdag.
Ved bestilling af lagervarer og V-mærkede produkter tilstræber Vitfoss, at kunne udlevere/afsende det bestilte samme dag, såfremt bestillingen er Vitfoss i hænde senest kl. 10 på en hverdag.

Leveringsfrister angivet ovenfor eller i markedsføringsmateriale samt på Vitfoss’ hjemmeside er alene vejledende i forhold til Vitfoss’ kunde. Leveringstidspunkt i forhold til slutbrugeren kan afhænge af andre bestemmelser, som Vitfoss ikke kan gøres ansvarlig for. Tilsvarende gælder leveringstidspunkt angivet i kontrakt eller ordrebekræftelse, hvorved bemærkes, at i mangel af angivelse af leveringstidspunkt vil levering ske ifølge ovenstående leveringsfrister efter aftaleindgåelsen.

Såfremt der fra kundens side ønskes levering hurtigere end de ovennævnte tidsfrister, og dette er muligt for Vitfoss at opfylde, kan Vitfoss opkræve et gebyr på 500 kr. pr. varenummer plus eventuelle andre omkostninger, som en fremrykning af levering vil påføre Vitfoss.

Forsinkelse
Forsinket levering - hvad enten leveringstidspunktet er aftalt eller ej - giver ikke køber ret til at annullere en leverance, før køber ved skriftlig meddelelse til Vitfoss har fastsat en rimelig frist for levering og angivet, at køber agter at annullere leverancen, såfremt levering ikke sker inden for den fastsatte frist. Såfremt levering herefter ikke sker inden for fristen, er køber berettiget til, ved skriftlig meddelelse til Vitfoss, at annullere den pågældende leverance.

Køber kan ikke gøre andre krav, herunder erstatning, gældende i tilfælde af forsinkelse.

Forsinkelse af én leverance giver ikke køber adgang til at annullere/hæve hverken tidligere eller senere leverancer. Hvis forsinkelse ved levering skyldes købers forhold, forlænges leveringstiden i det omfang, det efter omstændighederne skønnes rimeligt.

Fast kvantum i leveringsperiode
Ved indgåelse af aftale om levering over en nærmere fastsat periode udgør den aftalte mængde et fast kvantum til successiv levering jævnt fordelt over den aftalte leveringsperiode. Den aftalte mængde er max. kvantum, og en eventuel større mængde købes til gældende dagspris. Efterfølgende ændringer i købers relation til slutbruger og tilsvarende ændringer i slutbrugerens produktionsforhold fritager ikke køber fra at aftage det aftalte kvantum.

Ved leveringsperiodens udløb eller ved ophør af aftagelse forinden er Vitfoss berettiget til at vælge mellem enten at betragte en eventuel restmængde som annulleret eller at lade restmængden forudfakturere til den aftalte pris eller at foretage differenceafregning for restmængden. Differenceafregning sker på grundlag af forskellen mellem den aftalte pris og gældende dagspris ved leveringsperiodens udløb. For forudfakturerede mængder betales lagerleje efter gældende takster, hvorom oplysning kan rekvireres hos Vitfoss.

Leveringssted
Med mindre andet er skriftligt aftalt, sker levering af råvarer og produktionsvarer ab fabrik/lagersted. V-mærkede produkter sendes franko til kunde/slutbruger.

Returnering
Leverede produkter tages ikke retur med mindre andet konkret aftales.

Produktsammensætning
Alle produkter vil blive leveret med det aftalte ernæringsmæssige indhold. Vitfoss forbeholder sig dog ret til at foretage ændringer i produktsammensætningen i det omfang, Vitfoss finder det nødvendigt eller formålstjenligt. Alle ændringer vil blive foretaget i henhold til faglige retningslinjer.

Modtagekontrol - mangler
Køber skal straks efter levering kontrollere følgesedlens indhold og kontrollere, at den bestilte mængde er leveret, og at leverancen i øvrigt, herunder kvalitetsmæssigt, er i overensstemmelse med det aftalte. Såfremt dette ikke er tilfældet, er køber forpligtet til straks at tage kontakt til Vitfoss. Gør køber ikke indsigelse inden 8 dage efter levering, kan der ikke senere reklameres over mangler ved leverancen.

Vitfoss kan efter eget valg afhjælpe eventuelle mangler ved omlevering og efterlevering inden for rimelig tid eller ved at meddele køber et forholdsmæssigt afslag i købesummen.

Såfremt Vitfoss ikke foretager afhjælpning som beskrevet ovenfor, kan køber annullere for så vidt angår den del af leverancen, der er mangelfuld. Mangler ved én leverance berettiger således ikke til at annullere/hæve hverken tidligere eller senere leverancer.

Køber har ikke, udover ovennævnte, ret til anden kompensation, herunder kan køber ikke rejse krav om erstatning, med mindre andet følger af ufravigelige lovregler.

Kopiprøver
For Vitfoss producerede produkter kan bevis for mangler eller defekter samt heraf følgende produktskade på ting, herunder på dyr, alene føres med udgangspunkt i kopiprøver udtaget og opbevaret af Vitfoss og således ikke ved prøver udtaget af køber eller slutbruger på egen hånd.
Ovennævnte kopiprøver udtages af Vitfoss i forbindelse med produktion. Kun kopiprøverne kan lægges til grund for en vurdering af værdier ved kemisk analyse og vurdering af fysisk kvalitet.

Nye afgifter, skatter m.m.
I tilfælde af ændringer og/eller indførsel af importafgifter, EU-afgifter eller andre offentlige afgifter i forhold til tidspunktet for aftaleindgåelsen, hvor den pågældende afgift pålægges Vitfoss, forbeholder Vitfoss sig ret til at viderefakturere afgiften til køber. Tilsvarende gælder ved ændring og/eller indførsel af skatter, bidrag, gebyrer el. lign.

Endvidere kan et beløb svarende til Vitfoss’ skønnede meromkostninger tillægges prisen i tilfælde af indførsel af offentlige påbud eller forbud vedrørende produktets indhold, behandling eller produktionsmetode.

Betaling/renteberegning
Gældende betalingsbetingelser fremgår af Vitfoss’ faktura eller i henhold til særskilt aftale herom.

Såfremt købers betaling ikke sker rettidigt, eller forudsætningerne for en aftalt kredit ændres, er Vitfoss berettiget til at tilbageholde alle yderligere leverancer til køber, uanset at leverancerne ikke har nogen indbyrdes sammenhæng.

Ved for sen betaling kan der pålægges et rykkergebyr, ligesom der kan beregnes morarenter. Renteberegning sker i henhold til de til enhver tid af Vitfoss fastsatte rentesatser. Indbetalinger dækker forlods tilskrevne renter og pålagte rykkergebyrer. Oplysning om rykkergebyr og rentesats kan rekvireres ved henvendelse til Vitfoss.

For gæld, der er mere end tre måneder gammel i forhold til forfaldsdagen, beregnes ekstrarente som tillæg til den ovenfor anførte renteberegning. Ekstrarenten udgør den til enhver tid af Vitfoss fastsatte rentesats herfor. Oplysning herom kan rekvireres ved henvendelse til Vitfoss.

Vitfoss er til enhver tid berettiget til at kræve betryggende sikkerhedsstillelse for købesummens, fragt- og øvrige omkostningers rettidige betaling samt til at foretage en eventuel fornyet kreditvurdering af køber.
Vitfoss er berettiget til, for så vidt angår fremtidige leveringer, at kræve kontant betaling ved levering, hvis de af Vitfoss fastsatte kriterier for sådan kreditvurdering gør dette relevant.

Ved udbetaling af eventuelle tilgodehavender vil dette normalt ske elektronisk til købers bank- eller girokonto.

Modregning
Vitfoss er berettiget til at modregne egne samt koncernforbundne selskabers krav mod køber i købers eventuelle krav mod Vitfoss eller mod et med Vitfoss koncernforbundet selskab.

Køber er ikke berettiget til at modregne eventuelle krav mod Vitfoss, som ikke er skriftligt anerkendt af Vitfoss, og har ikke ret til at tilbageholde en del af købesummen på grund af modfordringer af nogen art.

Erstatningsansvar - ansvarsbegrænsning
Nedenstående vedrørende Vitfoss erstatningsansvar gælder med forbehold for, hvad der i øvrigt følger i henhold til disse salgs- og leveringsbetingelser:

Vitfoss er alene erstatningsansvarlig for skade eller tab som følge af produktskade forårsaget af mangler ved et leveret produkt eller som følge af en betydende forsinkelse eller mangelfuld leverance, såfremt skaden eller tabet skyldes ansvarspådragende fejl eller forsømmelser fra Vitfoss’ side, som har påført køber dokumenterbart tab direkte relateret til årsagen.

Det er en betingelse for Vitfoss’ erstatningsansvar, at køber nøje har fulgt Vitfoss’ og/eller producentens anvisninger.

Vitfoss er ikke erstatningsansvarlig for skader eller tab af enhver art, der udspringer af rådgivning ydet af Vitfoss.

Uanset at Vitfoss måtte gøres ansvarlig i medfør af reglerne om produktansvar eller som følge af forsinket eller mangelfuld leverance, er Vitfoss ikke under nogen form ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tab af goodwill og tabt fortjeneste, samt (andre) tab, der er opstået som følge af købers manglende kontraktmæssige opfyldelse af sine forpligtelser overfor tredjemand.

Vitfoss er ikke ansvarlig for personskade som følge af en defekt ved produktet (produktansvar), med mindre - og i givet fald kun i det omfang - dette følger af ufravigelige retsregler. Forvolder et af Vitfoss leveret produkt tingskade (herunder skade på dyr) som følge af en defekt ved produktet (produktsansvar), kan Vitfoss’ erstatningsansvar ikke overstige de nedenfor anførte beløbsgrænser.

Såfremt Vitfoss måtte gøres ansvarlig i medfør af reglerne om produktansvar eller som følge af forsinket eller mangelfuld leverance, kan Vitfoss’ erstatningsansvar, herunder udgifter og tab forbundet med hjemtagelse/tilbagetrækning af et af køber solgt produkt, ikke overstige DKK 5 mio. pr. leverance og kan samlet inden for en løbende periode på 12 måneder ikke overstige DKK 10 mio., for så vidt angår Vitfoss’ samlede leverancer til køber i den relevante periode.

Force majeure
I tilfælde af force majeure eller andre årsager, hvorpå Vitfoss ikke har indflydelse, herunder regeringsindgreb eller indgreb af lokale myndigheder, offentlige forskrifter, beslaglæggelse, blokader, strejker og/eller lockout, slowdown, eksport- eller importforbud, naturkatastrofer eller dårlige vejrforhold, vareknaphed, brand, maskinnedbrud, mangel på transportmidler, arbejdskraft, råvarer eller energi, krig, optøjer, terrorisme, uroligheder samt forsinkelser eller svigt fra Vitfoss’ leverandørers eller tredjemands side, forbeholder Vitfoss sig ret til at stille en leverance i bero, så længe de pågældende omstændigheder helt eller delvist begrænser Vitfoss’ muligheder for levering, eller at annullere ordren helt eller delvist, uden at dette kan give anledning til erstatningskrav eller anden form for kompensation til køber.

Tvister
Med mindre andet aftales, skal alle tvister afgøres efter dansk ret ved Københavns Byret, idet parterne dog skal begære sagen henvist til Sø- og Handelsretten i København, hvis omstændighederne tilsiger, at sagen kan behandles for Sø- og Handelsretten.


Sidst opdateret juni 2013



Vitfoss